Vores egen historie del 5

Tilbagefald og vejen helt ud af angstens greb

Jeg vil haste videre med en fortsættelse af min datters vej ud af angsten. Som skrevet sidst, gik alt i den rigtige retning, og min datter tog store skridt mod høj trivsel. Men så oplevede hun igen noget svært, og angsten tog til.

Ny traumatisk oplevelse

I efteråret 2018, 11 år gammel, deltog hun i et juleteaterstykke. Her oplevede hun én af deltagerne få et hjertestop og dø, trods forsøg på genoplivning, mens de øvede. Min datter blev trukket væk, og så ikke mere – men hun vidste, hvad der skete. Hun fik efterfølgende krisehjælp på psyk. skadestue. Kom sent hjem, og sov dagen efter længe, for så at mødes med 3 andre børn, der oplevede det samme. De tog sammen i skole et par timer og klarede at gennemføre teaterforestilling om aftenen. Var til teater 5 dage i den uge, hvor hun kom sent hjem. Vi fjernede alle andre krav; lod hende sove længe, kørte hende i skole, gav hende korte skoledage samt japansk ansigtsmassagebehandling, som hun havde rigtig god gavn af. Hun tacklede det hele godt og valgte at deltage i begravelsen sammen med de andre fra forestillingen.

Angsten tog fat igen

Efter denne oplevelse, blev det igen svært at cykle i skole (hvilket hun uden problemer ellers havde gjort de sidste 1 ½ år, efter Cool Kids).
Hun fik svært ved at overskue ting. Eksempelvis bad vi hende en dag om at være selv med vores nye hundehvalp efter skole, da jeg ikke kunne nå hjem. Hun havde gjort det før, hvilket var gået fint. Men denne dag, brød hendes verden sammen. Hun sad stille og græd ved morgenbordet. Gik helt i stå, spiste ikke, blev ikke klar. Kunne ikke tale om det eller komme videre trods vores forsøg på at hjælpe hende. Hun lukkede sig helt inde i sig selv. Vi skubbede på, for at hun blev klar. Da vi så skulle afsted, græd hun vildt, helt nede fra maven, og hyperventilerede. Det oplevede vi nogle gange om morgenen, når hun skulle cykle, og vi andre skulle afsted – (den gang havde jeg et fast job)

Nogle dage fik hun overvundet angsten, så hun cyklede i skole og formåede at have en god dag. Men det var hårdt at køre fra hende på den måde. Set i bakspejlet var det alt for stort et krav, at hun skulle cykle. Men vores tanke var, at vi ikke hjalp hende, ved at køre hende, men derimod forstærkede angsten. Vi var dog nødt til at køre hende, nogle dage.

Hun fik en periode med tiltagende akavet adfærd, særligt over for mig. Hun krammede mere og mere, ligesom dengang, hun ville have, vi skulle mærke, om hun var varm. Da vi var helt sikre på, det var det, der foregik, fik vi sat ord på det og stoppet det. Men hun havde igen brug for bekræftelse i ikke at være syg.

Det blev pludselig også svært for hende at skulle sove hos sin mormor og morfar (og undvære mor), som hun har gjort så ofte. Hun græd og ville ikke. Hun overvandt det men havde det svært den første aften. Men det lykkedes, og vi fik en glad pige hjem efter 3 overnatninger.

At være på konstant overarbejde som forældre

Puha… hvor jeg husker, at vi altid følte os ”sådan på overarbejde” ift. hende. Vi har 3 børn – velfungerende børn. Så os selv som gode, ressourcestærke forældre. Men var vildt udfordrede over for hende. Kærlighed og almindelig “opdragelse” syntes langt fra at være nok. Vi skulle altid navigere i, hvordan hendes dagsform var – nogle gange skulle hun behandles som den store pige, hun var – andre gange som en 3 årig, da hun ikke kunne honorere kravene.

Jeg sammenlignede hendes adfærd, med samme adfærd som børn med autismespektrumforstyrrelser havde. Hun er og har altid været socialt velfungerende – og det var ikke vores hensigt at give hende den diagnose – men tankerne gik herpå, og vi ønskede en større forståelse af, hvordan hun skulle tackles, og hvordan vi hjalp hende bedst.

Spædbarnsterapi og SE traumeterapi

Vi følte igen behov for hjælp. Men hvilken vej skulle vi nu gå? Vi kontaktede en psykolog, der også var uddannet spædbarnsterapeut og traumeterapeut. Den første, der endelig helt og aldeles anerkendte os og vores situation. Det var så befriende og en lettelse. Hun lyttede og forstod. Og hun behandlede vores datter, fremfor “at pege fingre” ad os forældre – jeg havde hele vejen igennem mistænkt en traumatisk fødsel og en svær start på livet, for at være den bagvedliggende årsag for hendes overbelastede nervesystem og angst (dette er en længere historie). Ingen før havde anerkendt dette. Psykologen behandlede netop dette og de andre traumatiserende oplevelser, som sygdom, indlæggelse og dødsfaldet. Hun brugte spædbarnsterapi og traumeterapi og efter blot 2 behandlinger havde vi en anden pige.

At slippe angstens greb og genvinde styring

Adfærd, som lignede symptomer som ved autismespektrumforstyrrelser, var ændret. Det skyldtes simpelthen traumer. Efter terapien, kunne jeg selv benytte mig af samme terapi til hende, når jeg mærkede, hun havde brug for det. Det blev vores endelige vej ud af angstens greb, til høj trivsel, oven i alle andre tiltag. 5 år. En lang og hård rejse. Men nu, og gennem de sidste 5 år, står vi med en stærk pige, i høj trivsel;

  • Hun skiftede skole, med stor succes (da hun skulle i udskoling) og siden hen på gymnasiet.
  • Hun cykler 10 km. hver vej, i skole, stort set hver dag. (Vi kører i meget dårligt vejr)
  • Hun fører sig frem til fremlæggelser i skolen, med flotte karakterer.
  • Hun rider igen – både selv afsted på tur og på bane, og i høj fart, på flere heste, og med en veninde. Og nu også til stævner, med stor selvtillid og ro.
  • Hun bager meget – en aktivitet, hun finder ro ved. Bager nu til forskellige fester, med op til 70 mennesker, med stor ro og selvtillid.
  • Hun er GLAD og TRYG, har gode veninder og en aktiv hverdag.
  • Hun spiser varieret, smager på nyt mad og spiser hver dag – også når andre omkring hende er syge. Hun har tacklet corona tiden uden angst (andet end hvad forventeligt, som os andre).
  • Hun kan køre langt – endda har vi været på kør selv ferie til Italien, uden angst. Hun har været på 5 dages cykelferie alene med en veninde og taget afsted på lejrture med skolen uden problemer.
  • Hun har fået arbejde.

Når det så er sagt – er hun stadig en pige, der har brug for alenetid, masser af omsorg, afslapning og dage, hvor der skrues ned for krav. Og det er helt okay og normalt. Der skal lades op med ny energi. Det eneste, hun mangler at “komme i mål med” er at have lysten til at flyve igen. Den tager vi, når hun er helt klar.

Menu