Men sådan behøver det ikke at være!
Jeg tilbyder individuelt tilrettelagte angsthåndteringsforløb for unge, 13-17 år, enten á 5 eller 10 gange en time. Herudover er det muligt at købe enkelte sessioner, men I må forberede jer på, at det tager tid at overvinde angsten. Forældre deltager mere eller mindre i forløbet, efter aftale. Et individuelt forløb foregår som udgangspunkt i klinikken. Er teenageren ikke klar til hjælpen, tilbydes forældresparring, i klinikken, telefonisk eller online.
Der kan oprettes angsthåndteringsforløb i grupper á 3-6 teenagere, 8.-10. klasse. Forløbet er struktureret på baggrund af veldokumenterede og evidensbaserede angstbehandlingsstrategier over 12 gange i alt, hvoraf 2 af gangene er for forældrene.
Vi aftaler, ved forsamtalen, hvad der giver bedst mening i forhold til teenagerens angstproblematikker, behov og ressourcer samt familiens behov og muligheder. Er der mistanke om svær angst eller anden psykisk lidelse eller diagnose, er det vigtigt, at I søger hjælp gennem lægen. De børn og unge, jeg kan hjælpe, er dem, hvor angsten ikke er så udtalt, at der er brug for psykiatrisk eller medicinsk behandling.
Med hjælp kan teenageren lære at forebygge og håndtere sin angst. Angst går ikke over af sig selv, og der findes ikke noget quick fix. Men med en fælles indsats fra både den unge selv, jer forældre, lærere eller andre omkring den unge samt veldokumenterede og evidensbaserede angstbehandlingsstrategier, er der en vej fra angstens greb, til stor trivsel og deltagelse i hverdagslivet.