Vores egen historie del 4

Den snørklede vej ud af angstens greb

Vi indså, at vi havde brug for hjælp. Vejen hertil skulle vise sig at blive lang, snørklet og hård.

At finde vej i systemet

  • Vi kontaktede egen læge. Lægen kunne ikke gøre noget … hjælpen skulle foregå via skole og PPR.
  • Skolen så ingen problemer…. ergo kunne de ikke henvise til PPR.
  • Vi kontaktede sygehuset. De henviste tilbage til skole….
  • Skolen afviste igen og henviste til lægen…
  • Lægen afviste igen….
  • Tilbage stod vi, som meget frustrerede forældre, der ingen hjælp kunne få. Vi følte, at der blev peget fingre ad os som forældre. For det var jo kun hjemme, problemerne var. Vores datter brugte AL sin energi på at vise udadtil, i skolen, at hun havde det fint. Vi følte os som kastebolde i systemet, hvor ingen tog ansvar.
  • Vi skrev så en ansøgning til kommunen om deltagelse i et Cool Kids forløb. Dette blev bevilliget, efter en samtale, og vi fik håb om hjælp.
  • I mellemtiden “bankede vi i bordet” ved lægen og fik endelig en henvisning til børnepsykiatrisk afdeling. Her fik vores datter “blot” diagnoserne emotionel forstyrrelse, opstået i barndommen, fobisk angst (for sygdom) og søvnforstyrrelse, efter kun en times samtale. Men der blev ikke gjort yderligere, pga. det bevilligede Cool kids forløb. Og hvad skulle vi bruge diagnoserne til?

Cool Kids

Vores datter og vi forældre havde meget gavn af Cool Kids, i efteråret 2016. Vi fik redskaber til at hjælpe hende, hun arbejdede målrettet med sine udfordringer, og vi mødtes med andre børn og forældre, der forstod.

Resultater:

  • Hun begyndte at falde hurtigere i søvn om aftenen. Hun blev liggende efter at være puttet og sov efter max ½ time. Vi opdagede, at tankerne handlede om angst for indbrud. Det gav os mulighed for at arbejde med tankerne. Kom også til at kunne sove med lukket dør og slukket lys til sidst, efter en lang proces.
  • Hun lærte at være alene hjemme.
  • Hun lærte at cykle selv i skole.
  • Hun lærte at købe noget selv i butikker.
  • Sygdomsangsten fik vi dog ikke bugt med – men vi fik nogle redskaber til at tackle det, når angsten kom. Vi kunne ikke forberede hende på det, når nogle omkring hende pludseligt blev syge eller arbejde på samme måde som ved de andre mål, hvor hun skulle eksponeres for det, der var angstfyldt. Når der var nogle, der kastede op, kunne hun ikke bruge alt det, hun havde lært. Hun reagerede fortsat ved at have alle alarmklokker tændt – hun græd, med fingrene i ørerne, ved lyden af opkast. Hun stoppede fortsat med at spise og drikke. Sad og græd stille, over maden. Var svær at få i tale. Kunne ikke presses til at spise. Hun havde den overbevisning, at hun nemmere blev syg, hvis hun spiste. Og at hun selv ville kaste op. Hun kunne godt resonere v.hj.a. detektivtænkning, når hun havde det godt. Men når nogle blev syge, og hun var uforberedt, var det svært. Alt, hvad der handlede om opkast og sygdom var svært. Det gik dog bedre og bedre, idet der endte med at gå max en dag uden mad og drikke, når hun havde angst.

At overvinde emetofobien; angsten for opkast:

  • Jeg købte senere hen bogen ”Overvind din emetofobi” (emetofobi = angst for opkast). I 8 uger lavede hun daglige øvelser med mig, via bogen, og hun blev mere positiv tænkende.
  • I 2018 fik vi 3 samtaler med familieterapeuten fra Cool Kids mhp. at få hjælp til at kunne spise mere varieret. Min datter tog hermed beslutning om at smage noget nyt, hver dag i 14 dage. Blev bedre til at spise nye ting og mere positivt indstillet over for nyt mad. Maden har nemlig også været et svært emne, siden indlæggelsen.
  • Hun begyndte, én gang ugentligt i en lang periode, at komme hos nogle med heste, hvor hun fik troen på sig selv og håndterede frieserheste, påbegyndte ridning igen, kørte ATV mm. Dette var uden forældre, og hun “voksede” med opgaverne.
  • Hun overvandt sig selv og meldte sig til juleteater – og optrådte for en fyldt sal flere gange. Med stor succes.
  • I det hele taget havde hun mange succeser, og hun kom langt, efter deltagelse i Cool Kids! I takt hermed lærte vi forældre også at håndtere hendes angst, og vi åndede lettet op, med større og større ro på vores nervesystemer.

Desværre havde vores datter i 2018, en traumatisk oplevelse, som skubbede til angsten igen. Endnu en sej kamp ventede os. Læs med i næste indlæg.

Menu