Vores egen historie del 2

Hermed en fortsættelse af vores egen historie.

Som skrevet i sidste indlæg, vendte angsten tilbage ifm. en lang ferie i USA, hvor vi har familie.

Panikanfald

Vores datter var, i tiden op til ferien, alle følelser igennem ift. forventningerne til turen men endte med at glæde sig. Da vi nærmede os gaten i lufthavnen, blev hun meget ængstelig, hvilket eskalerede og endte i et voldsomt angstanfald, aldrig set før. Jeg følte til sidst ingen anden udvej, end at måtte bære hende ind ved boarding, mens jeg følte mig som verdens dårligste mor, da hun gjorde alt, hvad hun kunne for at komme fri, mens hun skreg, at hun ikke kunne lide at være der, at hun ville hjem, at hun ikke ville med mm.

Men hvad skulle vi gøre? Alt var bestilt og betalt.

Spændt fast i sædet hyperventilerede hun, og hjertet galoperede derud af, hun rystede i hele kroppen og græd fortsat. Samtidig væltede bekymringerne ud af hende; såsom hvad nu hvis flyet styrtede, hvad nu, hvis hun kastede op, hvad nu hvis hun slugte sit tyggegummi (som hun slet ikke ville have), på vej op?

V.hj.a. dybe vejrtrækninger, som jeg vejledte hende til at tage, samtidig med at jeg forsøgte at få hende til at fokusere på tingene og menneskene omkring os, og samtidig med at hun mærkede, at det var sjovt, når flyet fik mere og mere fart på, slappede hun gradvist mere og mere af, og hun klarede turen, med mellemlanding.

Sikkerhedsadfærd og behov for kontrol

Selve ferien var også lidt af en prøvelse for hende, og set i bakspejlet, var det alt for stor en mundfuld for hende. Hun manglede den forudsigelighed, faste rammer og kendte omgivelser, som hun havde så stort behov for. Det medførte et hav af spørgsmål! Hun gentog ofte sig selv, og tankerne væltede ud som spørgsmål, der virkede ugennemtænkte / uintelligente. Dette tiltog, jo længere hen på ferien, vi kom. Hun havde brug for kontrol. En krævende opgave for os, som gerne bare ville nyde ferien og tage tingene, som de kom…. Hun havde, på hele ferien, brug for armbånd mod køresyge samt køresygepiller, når vi skulle køre langt pga. angst for køresyge (hvilket hun stadig aldrig havde været).

Udfordrende oplevelser

Vi skulle på en ducktour – i en bus, der kunne laves om til en båd. Vores datters angst tog igen styringen. Hun blev stille, bekymret og ville ikke med. Trak i mig, da vi gik hen imod den og græd. Med hjælp, overvandt hun det, og syntes det var sjovt. Det samme skete inden hvalsafari. På en tur i en forlystelsespark var hun meget anspændt. Ville egentlig gerne prøve tingene og tog sig mod til nogle af dem. Men karruseller, som var meget mindre vilde, end dem hun kendte fra Legoland, og som hendes 3-årige lillebror var oppe i, turde hun ikke prøve, da de var ukendte. (I Legoland har hun også været rigtig mange gange, før hun har taget mod til sig for at prøve).

Turen hjem

Ved turen hjem var flyet forsinket en time. Igen havde hun en masse bekymringer, og det væltede frem med tanker og spørgsmål. Hun kunne slet ikke være i sin krop inden boarding, men var dog smilende og ikke grædende. Om bord blev hun stille. Kunne ikke sove, selvom det var nat. Desværre blev hendes lillesøster dårlig og kastede op – og det skruede lige op for angsten – hun spændte i hele kroppen, rystede resten af vejen hjem, smågræd og endte med selv at kaste lidt op af nervøsitet! Sad med en pose resten af vejen hjem.

Reaktioner efter turen

Vi var hjemme fredag kl. 13 dansk tid – og hun begyndte først at spise og drikke lørdag formiddag, hvor hun ikke havde fået noget siden torsdag eftermiddag amerikansk tid. Hun var mut, havde ondt i maven, og vi kunne mærke, at vi ikke skulle presse på. Lørdag formiddag spurgte jeg hende dog, om hun kunne huske, hvad der skete sidste gang, hun ikke ville spise og drikke? (der blev hun indlagt). Jeg behøvede ikke at sige mere. Vi gik fra bordet og lod hende sidde uden at kommentere yderligere og lod maden stå, og hun valgte at tage noget mad, og fik det langsomt bedre. Efter et par dage var hun sig selv igen.

Angsten havde fået et større greb

Turen var dog med til at skubbe til angsten, så efter turen var vi fortsat stærkt udfordrede. Hvordan, vender jeg tilbage til. Som skrevet før – vi fandt vejen ud. Vi lavede mange fejl undervejs, men den dag i dag, var jeg ikke alt vores ”arbejde” foruden.

For det har resulteret i en stærk pige, der kender sig selv og er i høj trivsel.

Læs Vores egen historie del 3

Menu