Skyld og skam

SKYLD OG SKAM

Jeg vil, i kommende indlæg her på siden, dele vores egen historie, om vores datters angst og vejen ud, til stor trivsel.

Inden jeg gør det, vil jeg fokusere på skyld og skam.

Jeg har altid opfattet min mand og jeg som ressourcestærke, veluddannede og gode forældre.

Men hvad var det så, der gjorde, at vores datter var i så stor mistrivsel?
Hvad var det, vi havde gjort forkert, og hvorfor kunne vi ikke hjælpe hende?

Magtesløsheden og frustrationerne var store og uoverskuelige. Vi gjorde ALT, for at hjælpe hende. Brugte alle vores ressourcer på hende. Og alligevel regerede angsten så lang tid, on and off.

Skyldfølelsen og skammen var til at føle på…

I skolen brugte min datter al sin energi på at være den pæne, ordentlige pige, der gjorde alt rigtigt. Lærerne så ingen mistrivsel. Ingen angst. Men når jeg hentede hende, kunne jeg, på de dårlige dage, med det samme mærke, at AL energi var brugt. Nedsmeltningerne kom hjemme, i trygge rammer. Morgenerne kunne være lige så svære. Men på én eller anden måde, formåede min datter at “tage en maske på”, lige så snart hun trådte ind på skolen.

Men så måtte det jo også være os forældre, den var gal med? Svaret er NEJ!

Det var blot tegn på, at der var al for mange krav og sansestimuli til hende, ift. hvad hendes nervesystem kunne klare. Der var ikke mere batteri at bruge af, end til at at klare en skoledag.

Hvordan vi opfatter, bearbejder og tolererer sanseindtryk som f.eks. lyd-, syns- og berøringsindtryk, er forskelligt. Nogle kan klare rigtig mange sanseindtryk og krav. Ved andre, derimod, skal der meget få sansestimuli til, og fx. en lille oplevelse, krav eller larm kan resultere i følelsesudbrud, angstanfald eller lignende. Nogle er født til at bekymre sig meget. Andre mindre.

Min datter holdt på sig selv i løbet af dagen, fyldt til randen af sanseindtryk og balancerede lige der, hvor hun kunne klare sig igennem.

Reaktionerne kom så hjemme. Traumatiske oplevelser helt fra graviditet, fødsel og tidlig barndom havde sat sig i hendes krop.

Var vi skyld i det? Nej! Men alligevel føltes det sådan.

Kunne vi bruge skyldfølelsen til noget? Nej!

Men alligevel fyldte det, og vi “slog os selv oven i hovedet”. Bedre blev det ikke, da en lærer spurgte mig direkte, hvad der ville ske, hvis jeg tog på ferie en uge?

Jeg ved nu, at det vi ER skyld i, er, at vores datter i dag stortrives. Vi hjalp hende. Forstod hende. Var den støtte, hun havde brug for. Vi søgte den hjælp, vi havde brug for. Som forælder kan det være svært samtidig at være behandler. Der er så mange følelser og mekanismer på spil, at der kan være brug for én udefra, til at tage én i hånden og hjælpe. Der er jo også en hverdag, der skal hænge sammen, søskende og andre faktorer, der har betydning.

Set i bakspejlet kunne vi have søgt rette hjælp langt før – men man handler, ud fra den viden, man har. Og vejen til rette hjælp var, for os, svær at finde.

Peter Lund Madsen har i sin bog “Når børn og unge får angst” skrevet:

Tendensen til bekymring og angst er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter. Når din datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke din skyld. Det er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Du har ansvar for, hvordan du håndterer det, men ikke for at det er opstået.

Det er så vigtigt, at både forældre til børn med angst og dem, der lider af angst, børn som voksne, bliver mødt med forståelse og anerkendelse.

For der er ingen skyld.

Læs vores egen historie, del 1 her