Vores egen historie del 3

Jeg vil i dette indlæg fortsat dele vores egen historie.

Jeg har, i sin tid, skrevet det hele ned, og når jeg genlæser det nu, for at dele her, kan jeg slet ikke forstå, hvad vi har stået i. Det er faktisk ret skræmmende læsning. Set i bakspejlet, skulle vi have haft hjælp langt tidligere. Jeg deler vores historie for, som skrevet før, at give håb om, at der er en vej ud af angstens massive greb

Tilbagegang

Efter turen til USA, oplevede vi som skrevet, tilbagegang ift. min datters trivsel og angst. Hun var på konstant overarbejde, med mange tanker, følelser, kropslige reaktioner samt sikkerhedsadfærd og undgående adfærd som følge. Vi var, som forældre, også på overarbejde – og navigerede altid i vores datters dagsform. Vi forsøgte, så vidt muligt, at få alt til at hænge sammen, med jobs og 2 mindre søskende og øvrige daglige gøremål, samtidig med at støtte og hjælpe hende.

Angstens greb:

• Hun kunne ikke være alene hjemme eller undvære mig. Hun gik endda med mig ud med skraldeposen, for ikke at være alene, med tårerne trillende.
• Hun kunne pludseligt ikke cykle selv. End ikke 500 meter på grusvejen, op til naboen. Som hun kunne uden problemer førhen.
• Hun kunne (stadig) ikke selv købe noget i en butik eller den lokale købmand.
• Hun havde svært ved at sove om aftenen. Kunne ikke finde ro. Bekymrede sig og kom op flere gange; ”jeg kan ikke sove!”
• Gik oftest på toilet ca. 5 min. efter at være puttet, selvom hun lige havde været det. Det tog ca. 2 timer at falde i søvn hver aften, og ingenting hjalp…
• Hun gik i panik, hvis hun ikke kunne få lov at gå på toilet, lige inden vi skulle køre nogle steder, selvom hun næsten lige havde tisset. Dette med tanker om, at der ikke var et toilet, der hvor vi skulle hen. Spurgte altid, om der var et toilet, når vi skulle noget.
• I ukendte omgivelser, ville hun ikke gå på toilet uden mig. Hun ville ikke låse, med tanker om at døren gik i baglås.
• Hun var, efter et helt år på samme rideskole, stadig nervøs for at gå ned i den anden ende af stalden uden at have mig med. Insisterede nærmest på det. Jeg udfordrede hende, men hun var tydeligt meget presset. Selvom hun godt selv kunne strigle og rense hove osv., ønskede hun min hjælp. Hun blev ked af det, hvis hun blev presset til at gøre det selv. Til sidst endte hun med også at blive for bange til at ride. Hun stivnede på hesten, græd og blev passiv, og vi valgte at holde pause med ridning.
• Hun talte ikke med ukendte mennesker. Holdt sig altid til mig.
• Når vi skulle noget, eller talte om at skulle noget i fremtiden, spurgte hun altid, hvor lang tid det tog at komme derhen. Ville ikke køre langt.
• Hun ville helst lege med veninder hos os og kunne kun sove ude, ved 2 veninder, hun var tryg ved.
• Skulle der ske noget i skolen, fx hvor hun skulle præstere noget, havde hun det rigtigt svært op til. I stedet for at fortælle, hvad det handlede om (og vi ikke kunne se det), reagerede hun voldsomt, i affekt, over små ting – indtil det væltede ud af hende, med bekymringer. Når vi så havde snakket, var hun en hel anden pige igen, altså afslappet.
• Hun fik også tandlægeskræk, og tandlægen kunne ikke, trods flere forsøg, få held med at lægge lak på 6 års tænderne. Min datter ville gerne, inden vi var der, men lige så snart, hun trådte ind i lokalet, blev hun angst – hun græd og blev så anspændt, at tandlægen knap nok kunne komme til at undersøge hendes tænder.

Fortsættelse følger her – både om hjælpen og egen indsats, nye traumatiske oplevelser, tilbagegang og så endelig; vejen til høj trivsel.