Vores egen historie del 1

VORES EGEN HISTORIE

Primært til dig, der er forælder til et barn med angst.

Siden vi selv fandt vejen ud af angstens greb, har jeg ønsket at hjælpe andre. Og det er jeg heldigvis godt i gang med, med gode erfaringer, i min klinik i Vejen. Jeg har siden hen opkvalificeret mine kompetencer indenfor angstbehandling, sansebearbejdning og traumebehandling for børn og unge.

At dele vores egen og min datters historie, er noget, jeg længe har overvejet og været betænkelig med, da jeg ikke ønsker at udstille min datter. Heldigvis ønsker min datter også at hjælpe andre. Hun husker, hvordan det var. Forstår, hvor indgribende angsten er. Så hun har givet tilladelse til, at jeg deler, i håb om at hjælpe andre. Dette er jeg dybt taknemmelig for.

Samtidig er mit håb med at dele egen historie at være med til at fjerne skyld og skam. For angst er en følelse, vi alle besidder, i større eller mindre grad. At lide af angst er hverken farligt, forkert, sygt eller skamfuldt, og det er ikke nogens skyld. Hverken barnets eller forældrenes.

Ved at dele egen historie, stiller jeg mig selv sårbar – men jeg er også bare mor. Og i dette tilfælde; førstegangs mor. Jeg / vi har lavet masser af fejl og sikkerhedsadfærd, ift. min datters angst. Vi har været frustrerede og magtesløse ift. at håndtere hendes angst, samtidig med at skulle være der for de 2 mindre søskende, og have hverdagen til at hænge sammen.

Jeg er blevet langt klogere siden, både fagligt og personligt samt som mor. Jeg håber, at du med min deling mærker, at jeg forstår og anerkender, hvad du står i, dersom du er forælder til et barn med angst. Og jeg håber, at jeg med min deling, bidrager til både viden, aha oplevelser, forståelse, vigtigheden af at tage sig godt af sig selv som forælder samt håb om, at der er vej fra dyb mistrivsel til KÆMPE trivsel!

For det er min datter et kæmpe bevis for – og jeg har erfaring med, at de, der kæmper med angst – faktisk ofte er dem, der – i sidste ende – er virkelig stærke.

Starten på det hele

Min datter var udfordret, helt fra fødslen, efter en traumatisk fødsel og en svær start. Hun var, i den tidlige barndom, udfordret ift. sin sansebearbejdning. Hun havde svært ved at sove og spise og at finde ro, og hun bøvlede med refluks.

Angsten viste sig i 2014 i 0. kl. Hun havde ofte ondt i maven. Blev undersøgt flere gange men fejlede ikke noget. Hun havde forstoppelse og fik Movicol – lægens svar på fordøjelsesproblemer. Hun ”forlangte” at få en spand med i seng, fordi det føltes som om, hun skulle kaste op. Var småt spisende, når hun havde det sådan. Skulle tisse konstant, var kontrollerende og på vagt.

Vi fik hende til en zoneterapeut, hvilket hjalp, men så fik hun skarlagensfeber og fik penicillin. I modsætning til sin søster, der også havde sygdommen men blot tog medicinen og blev rask, blev hun ked af det, småt spisende, fik ondt i maven mm., og til sidst holdt hun helt op med at spise og drikke. Det endte i indlæggelse, med drop. Der gik 8 dage, hvor hun intet spiste eller drak. Det var virkeligt svært at være vidne til. På sygehuset græd hun over fx pandekage med is. Hun ville gerne have det men kunne ikke. Jeg måtte ikke smide det ud, hvis nu hun fik lyst. Men hun kunne slet ikke. Lægerne så ikke, hvad der lå bag.

Efter indlæggelse

Da vi kom hjem, kom hun i gang med at spise ved, at vi slækkede på reglerne omkring måltiderne, og vi havde ingen krav til hende. Vi lod maden stå til hende. Hun spiste efterhånden, mens vi ikke kiggede, indtil det blev mere normalt igen. Siden dengang var der tilbagevendende perioder, hvor hun intet spiste og drak, i op til 2 dage af gangen, i op til ca. 1 år efter, ofte i forbindelse med, at andre i familien var syge, eller hvis der var andre ting, der pressede hende. Det hjalp intet at prøve at snakke til hendes fornuft / forklare eller presse på, når hun ikke ville spise og drikke. Tværtimod. En svær øvelse, da vi selv havde mange følelser på spil, når hun ingen mad og drikke fik.

Efter indlæggelsen, klagede hun ofte over ondt i maven, kvalme og ondt i halsen. Hun følte sig varm og tog konstant vores arm og lagde den på panden og spurgte, om hun var varm. Havde brug for at blive forsikret om, at hun var rask og ikke havde feber. Hun “forlangte” i starten at få målt sin temperatur. Kunne ikke finde ro uden. Vi gjorde det til at starte med for at berolige hende. En dag, vi havde haft en god dag med en glad pige, der legede, spiste og drak, blev hun pludselig ”dårlig” igen, da vi skulle spise. Hun ville have målt temperatur. Vi sagde nej, og hendes verden brød sammen. Hun blev helt “hysterisk” og kunne ikke slippe det. Hun var bange for at have feber og kaste op. Jeg gik med til at måle hendes temperatur, og hun blev helt lettet og rolig. Men så aftalte vi, at hvis hun ikke havde feber, var det sidste gang, vi målte. Og at vi fremover kun ville måle, hvis vi syntes, hun var varm. Det hjalp, men hun havde fortsat en akavet adfærd, hvor hun mere eller mindre synligt prøvede at tage vores arm til panden for at forsikre sig selv om, at hun ikke var syg. Det var særligt ved måltider, og når vi skulle noget, samt når vi krævede noget af hende fx at blive putteklar. Hertil ledsaget af ordene; ”ondt i maven”, ”kvalme”, ”føles som om, jeg skal kaste op”.

Hun har spurgt meget ind til sygdom. Fx skal man have feber for at kaste op? Kan børn få migræne? Hun var meget bange for at kaste op.
Når andre i familien blev syge med opkast, lå hun med fingrene i ørerne og græd, inde i sofaen. Hun “krævede” i en periode på ca. ½ år efter indlæggelsen at sidde med en pose under kørsel. Har ellers aldrig kastet op pga. køresyge. Hun ville heller ikke sidde bagved i bilen, igen pga. angst for opkast.

Ligeledes i perioden efter indlæggelsen så vi voldsomme vredesudbrud, som kunne vare i op til 2 timer. Hun blev fuldstændig “hysterisk” vred over små bitte ting – når det ikke gik, som hun havde tænkt. Ofte kom konflikterne ved krav, eller når vi skulle ud af døren. Hun råbte og skreg, løb væk, smækkede med dørene, slog, sparkede og smed med tingene. Var ikke til at nå ind til, før hun var ”faldet ned” igen. Så kunne vi tage snakken. Hun var efterfølgende ked af, hvordan hun havde været. Det hjalp intet at skælde ud, blive vred eller forklare, når hun var vred (selvfølgelig). Det hjalp en overgang at sætte sig roligt på værelset med hende, uden at sige noget, og bare vente til hun var rolig. Men hun gjorde fysisk alt, hvad hun kunne for at komme ud af værelset. Det bedste var at aflede hende og fysisk tage hende et andet sted, fx ud, i sekundet hun var på vej i ”det røde felt” – men ofte gik det så hurtigt, at vi ikke nåede det. Eller vi blev selv så frustrerede, at vi ikke formåede det…

En snoet vej ud af angsten og tilbagefald

V.hj.a. psykologsamtaler på sygehuset og kommunen (for os forældre) – og ikke mindst takket være et godt forhold mellem min mand og jeg – fik vi håndteret udfordringerne, og min datters adfærd blev mere og mere normaliseret, både ift. spiseproblemer, angst for sygdom, problemer med kørsel samt vredesudbrud.

I vinteren 2015 vendte lidt af adfærden tilbage i takt med, at jeg var stresset pga. arbejdsmæssige forhold. Hun havde ondt i maven, ville have at vi mærkede, om hun var varm mm. Hun fik behandling med zoneterapi og tankefeltterapi, og i takt med, at jeg også fik det godt igen og fik nyt arbejde, fik min datter det godt igen.

Ifm. en ferie til USA 2016 vendte angsten så voldsomt tilbage – mere herom i næste indlæg; Vores egen historie del 2